Menneskets natur

Naturens gang.

Vi farer derud af.
Glemmer at se efer, hvor vejen fører hen,
- om det er den rigige retning,
- om den fører til noget,
eller til ingenting

Vi farer derud af.
Vi glemmer at se,
om der skulle være en anden vej,
en, der måske er smukkere, bredere
eller sjovere.

Vi farer derud af.
Opdager vi, om vi befinder os på en omvej?
Opdager vi, i det hele taget, om der findes
en smutvej, en genvej,
eller en udvej.

Vi farer bare derud af.
Vi glemmen at se os omkring.
Glemmer at opdage,
- at opleve.
Glemmer at nyde turen.

Vi farer derud af.
Vi ved ikke, hvor lang vejen er,
eller om vi, idet hele taget, har valgt den rigtige vej.

Kan vi endnu nå at stoppe op?
Kan vi endnu nå at ombestemme os?

Fortabt?

Det var fortabt,
- det lille blomatrfrø!
Rent bogstaveligt, var det tabt,
blevet tabt,
ude af næbet på en fugl.
Det var landet i uvante omgivelser.
Gravet sig ned i ler i stedet for muld.
Havde kæmpet en kamp om pladsen,
- om retten til også at være der,
- til også at eksisterer,
- gro,
 - og blomstre.

Betingelserne havde ikke været optimale,
- rigtige?
- naturlige?
Men frøet havde alligevel overlevet,
og var blevet til en smuk blomst.

Men havde kampen været umagen værd?
ville den opleve solskin og beundring,
- eller ville den blive grinet af og trådt på?

Begge chancer eksisterer.
Blomsten eksisterer.
- Den tog chancen.

Begrebs-forvirring.

Hvad skal man mene om naturen?
Naturen er en underlig en.
En underlig størrelse.
Et vidt begreb.

Vi opfatter naturen som, vild, voldsom og almægtig,
eller som, stille, blid og hehagelig.
Vi får en følelse af underlegenhed og ensomhed,
eller betydelighed og samhørighed.
Vi vil integrere naturen,
tilsidesætte den,
leve i den og med den,
- eller langt fra den.

Naturen er et vidt begreb.
Vi begriber den ikke.

Hvad skal vi dog mene om naturen?
Det er ikke ligegyldigt, hvad vi mener!